Kontakt Information


+45 30 54 20 04
marianne@lindersvold.dk

Adresse:
Lindersvoldvej 5
4640 Faxe

“Vi bliver tvunget til at tænke ud af boksen”

Heldagsskolen | Pædagogik

Dreng får undervisning på heldagsskolen Lindersvold Sydsjælland Lindersvold

Eleverne er tilbage på Lindersvold Heldagsskole, men ikke til en normal hverdag. Det er svært at undvære knus, men ellers kan der komme meget godt ud af alle de nye regler, mener lærer Alex Benesch. For eksempel kreative lærerplaner, udeliv og ekskursioner.

Hvorfor har Alex Benesch, lærer på Lindersvold Heldagsskole, bedt sin elev Zimon om at nærstudere en murstensvæg? Det vender vi tilbage til.
Hverdagen er ikke som den plejer på skolen, der onsdag den 15. april endelig kunne åbne dørene for eleverne, efter de i over en måned har været hjemme på deres bosteder eller hos deres forældre.

Eleverne skal holde afstand til hinanden, de skal vaske hænder hyppigt, de må ikke spise i skolens spisesal og lærerne må ikke give dem knus og kram. Nogle af retningslinjerne er lettere at følge end andre, fortæller Alex Benesh. De yngste elever kan ikke rigtig forstå, at de ikke må lege fysiske lege og at lærerne ikke som sædvanligt giver et knus, når noget er svært. Til gengæld er han blevet positivt overrasket over, at alle tager den ekstra håndhygiejne i stiv arm.
”Det sværeste er, vi bliver nødt til at begrænse den fysiske kontakt. Men ud over det synes jeg faktisk, at den første dag er gået over al forventning. Eleverne har været glade for at være tilbage, og selvom meget er anderledes, har der været utrolig lidt brok”, siger han.

Mange nye spørgsmål
Alex Benesch og resten af lærerteamet har arbejdet hårdt for at tilbage skolens virkelighed til de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.
”Vi har lavet mange planer, der efterfølgende er blevet revideret mange gange. For der er mange detaljer og dilemmaer at forholde sig til: Hvad nu, hvis en elev bliver syg? Hvad gør vi så? Hvad hvis en af lærerne bliver syge? Hvordan klarer vi transporten til og fra skolen, når alle skal holde afstand?”

Svært at undvære forældre

Mens eleverne var hjemme, var der mange opgaver, der også skulle løses. Skolen har været i tæt kontakt med det enkelte barn, der blev ringet op dagligt for at gennemgå dagens opgaver. Lærerne har brugt Google Classroom til fjernundervisning og kommunikationen er blandt andet foregået gennem WhatsApp, og de er kørt ud med it-udstyr til de elever, der ikke har haft en computer til rådighed.
Men der er ingen tvivl om, at mange af børnene har været mærkede af at hverdagen har været ændret. De elever, der bor på bosteder, har ikke haft lov til at komme på hjemmebesøg hos deres forældre, og det har været svært, fortæller han.
”Det har været tydeligt at mærke, at de har været meget påvirkede af situationen. Derfor er vi glade for, at vi nu får dem tilbage på skolen, så vi kan skabe nogle mere normale rammer for dem”
 
Bondestenalder i Øm Jættestue
Men hverdagen er alligevel ikke mere normal, end at lærerne har brugt mange kræfter på at tænke ud af boksen, siger Alex Benesch og vender tilbage til Zimon, eleven, der brugte første skoledag på at nærstudere gamle mursten. For han og resten af hans gruppe har haft historie i dag. I stedet for at sidde i klasselokalet, har de kravlet rundt i Øm Jættestue for at blive klogere på bondestenalderen. Bagefter tog de på byvandring i Roskilde, hvor de studerende de gamle huse for kendetegn, der kunne afsløre, hvor gamle de var.
”Vi har været tvunget til at være kreative i forhold til at lave noget god undervisning. Og det har faktisk været enormt spændende. Så på den måde kan man godt sige, at der kommer gode ting ud af Corona-krisen. Vi har planlagt daglige udflugter i hvert fald et par uger frem, og det bliver enormt sjovt, det er jeg sikker på.”