Kontakt Information


+45 30 54 20 04
marianne@lindersvold.dk

Adresse:
Lindersvoldvej 5
4640 Faxe

Hjemlige ferieoplevelser styrker sociale færdigheder

Botilbud | Fælles | Pædagogik
Hjemlige ferieoplevelser styrker de sociale færdigheder
Sommerferie på opholdsstedet Lindersvold er badeture, rejser og spontane isvafler. Ligesom en helt almindelig familieferie. Men der er førstegangsoplevelser for mange af vores beboere. ”Vores vigtigste opgave er at skabe et godt hjem for vores børn og unge”, fortæller daglig leder Birgitte Bugge.

Amanda på 18 er blevet klippet. Et sommerklip, som hun siger. Amanda er beboer på Opholdsstedet Lindersvold, hun ligger lige nu i afslappet position i stuens store lænestol og ser ud til at være meget tæt på ferieklar.
”Også selvom vi ikke kommer på udlandsrejse på grund af corona”, siger hun.
Sidste år var hun med opholdsstedet i Prag. Det, hun husker bedst, er en udflugt, hvor de fik lov til at skyde med pistoler. Forrige år var hun på Mallorca.
”Det var første gang, jeg prøvede at flyve. Jeg var eddermame bange”.

”Har ikke andre end os”
Amanda og mange af hendes bofæller på Opholdsstedet Lindersvold kommer fra familier med knappe ressourcer, hvor spændende oplevelser og udflugter har været fåtallige. Derfor sørger daglige leder Birgitte Bugge og hendes medarbejdere altid for, at der er indholdsrige aktiviteter på programmet i de seks uger, hvor beboerne holder sommerferie.
Der er sommerhustur til Langeland, fisketure, badeture, mad over bål og udflugter til Bakken eller Lalandia. Nogle gange tager de alle sammen afsted. Andre gange er det bare et par stykker, der kommer afsted sammen.
– Det her er jo deres hjem, og det er det, vi tager udgangspunkt i. Vores opgave er at skabe hjemlige rammer, for flere af vores beboere har jo ikke andre end os. Derfor er det så vigtigt, at vi kan give dem nogle gode oplevelser med i bagagen, siger hun.

Ny rammer styrker de sociale færdigheder
Men det handler også om at bruge de anderledes rammer til at træne beboernes sociale færdigheder. De kommer alle med forskellige udfordringer: Nogle er tidligt skadede, andre har autisme eller psykiske lidelser. Fælles er dog, at de alle har svært ved at fungere i fællesskaber, forklarer Birgitte Bugge.
– Altså, bare det at sidde i en gruppe og spise aftensmad kan være svært. Inden vi sætter os til bords, har de ansatte allerede planlagt, hvad samtalen skal handle om. Ellers kan det stikke helt af.
Men når vi er på tur, giver det en anden dynamik, som vi forsøger at bruge positivt, siger hun.
Og det kan Amanda sagtens mærke.
– Man snakker med de andre på en anden måde, når det er ferie, siger hun.
– Det er ligesom mere hyggeligt, og der er bedre tid til at være sammen med de andre.
Hun glæder sig mest til sommerhusturen på Langeland. For det er rejserne med overnatning, der er det bedste.

FERIEAFLASTNING PÅ LINDERSVOLD
Opholdsstedet Lindersvold tilbyder aflastningsophold i sommerferien. Vores aflastningsbeboere får eget værelse, fast kontaktperson, en-til-en indkøring og deltager i aktiviteter og hverdag på lige fod med resten af huset. Ring til daglig leder Birgitte Bugge på tlf.: 51 21 75 59, hvis du vil vide mere. Du kan også få vores sommerferieprogram, så du kan se, om der er særlige aktiviteter, der har interesse.